Kropsbevidsthed i teori og praksis
– få adgang til kroppens skjulte ressourcer og potentiale
Søndag d. 6. november. kl 10-12:30 ManuVision Huset, Bernhard Bangs Allé 25-27, 2000 Frederiksberg
Alle kender oplevelsen af, at kroppen står i vejen: Det kan være en klump i halsen, når man skal sige noget vigtigt; ondt i maven, når man får skæld ud, eller hovedpine når man skal tage en stor beslutning. Kroppen spiller en rolle i alt, hvad vi laver. Men ofte spiller den en negativ rolle, og det er sjældent, at den spiller den positive rolle, den faktisk kunne spille.
Anerkendt fagfællebedømt forskning viser, at praktiserende læger bliver bedre til at screene patienter for cancer, hvis de lytter til deres mavefornemmelse. Indre sansning er efterhånden blevet et centralt parameter i moderne traume-behandling, og bruges også i forhold til både angst og epilepsi. Og forskningen viser yderligere, at hvis vi ånder igennem næsen i stedet for munden, er faktisk både bedre til både at huske og til at aflæse følelser.
Kort sagt, opmærksomhed på kroppen og kropslige fornemmelser kan noget – ikke bare for vores fysiske sundhed.
Indhold
På workshoppen her vil vi – med inspiration fra den tibetanske meditationstradition, indisk yoga, japansk aikido og den nyeste forskning i sammenspillet imellem krop og sind – arbejde konkret og praktisk med kropsbevidsthed som evnen til at udnytte kroppens skjulte ressourcer.


Praktisk
Vi vil veksle imellem teori og praksis, vi vil samtale & diskutere, lave kropsøvelser & åndedrætsteknikker, meditation & afspænding og forhåbentlig komme nærmere os selv og nærmere noget, som kan bruges i den helt almindelig og ofte travle hverdag. Både professionelt og i privaten.
Dresscode: behageligt, løstsiddende tøj – der er mulighed for omklædning på stedet.
Pris for deltagelse: kr. 250,-
Tilmelding til: jacob@aremark.dk – du vil herefter modtage info om betaling

Om Jacob Aremark
Jeg er oprindeligt uddannet cand.mag. i filosofi på et speciale om kropsbevidsthed. Filosofisk er jeg optaget af fænomenologi fra Husserl til Zahavi og kropsbevidsthed fra Descartes til Gallagher.
Jeg har dyrket japansk kampkunst siden jeg var 6 år gammel og yoga fra mine tidligere 20’ere, og jeg har desuden en ManuVision behandler og -træner uddannelse i bagagen.
Jeg er medforfatter til bogen “Væredygtighed – indersiden af bæredygtighed”, hvor jeg skriver om kropslig væredygtighed, og derudover forfatter til en række artikler om krop samt bogen “Kroppens indre landskaber – en praktisk indføring i kropsbevidsthed”.